Fleksibel og sikker fødevaredistribution i København
Jetpak sørger dagligt for, at friske fødevarer når ud til kunder i hele Danmark. Men i storbyer som København, hvor mange bor i lejlighed, kan hjemmelevering være en udfordring.
Derfor har Jetpak indgået et samarbejde med Økoskabet for at tilbyde en mere fleksibel og sikker løsning.
Økoskabet er et netværk af kølede afhentningsskabe, hvor modtagerne kan hente deres varer præcis, når det passer dem. Det betyder, at kunderne slipper for at være hjemme på et bestemt tidspunkt, samtidig med at varerne opbevares under optimale køleforhold.
"Med Økoskabet får modtagerne af en fødevarekasse ekstra fleksibilitet i hverdagen. De kan hente deres kasse, når det passer dem, og være trygge ved, at varerne altid opbevares ved den rette temperatur," siger Marc fra Økoskabet.
For Jetpak er samarbejdet en naturlig udvidelse af det eksisterende distributionsnetværk.
"Vi er glade for at kunne tilbyde vores kunder en endnu mere fleksibel løsning. Økoskabet passer perfekt ind i vores dag-til-dag distribution og bidrager til en mere smidig leveringsoplevelse," siger Johnnie Guldbrandt, direktør i Jetpak Danmark.
Som en del af samarbejdet har Økoskabet udviklet en fuldt integrerbar IT-platform, Foodshipper, som Jetpaks kunder kan benytte til at håndtere data, generere labels og administrere både Økoskabs-leveringer og hjemmeleveringer.
Samarbejdet mellem Jetpak og Økoskabet giver dermed ikke blot øget fleksibilitet, men også højere fødevaresikkerhed og en endnu bedre brugeroplevelse for både kunder og modtagere.